Spillede på PLAN-B i foråret 2004
Kronprinsen skal giftes. Landet over kører fjernsynet fra morgenkvisten, mens forventningsfulde familier sidder klar med morgenspids og gifler. Flaget er hejst, og alle har en mening. Men der er noget, som ikke er, som det skal være. Transmissionen er nået til Holmens Kirke, og gommen lader vente på sig. Poul Jørgensen er begyndt at svede ved mikrofonen. Han beder befolkningen være tålmodig, men hvad ingen ved er, at Prinsen er skredet. Løbet sin vej idet han trådte ud af kareten ved Slotsholmen. I et nedslag af panik tog han bagdøren, og begyndte at løbe, ud over Amager. Som et løbsk kreatur løber han i de mennesketomme gader i fuld galla, mens gråden vælter ud af ham. På denne dag af alle har han valgt at sige stop. På denne dag hvor han skulle træde i karakter som hele nationens ægtemand, har han mistet kontrollen – eller genfundet den.

I et parcelhus i Dragør, følger man den glade begivenhed. Man er royalister her, og Far – en underdrejet mellemklasse-despot – har engang været i Kongens Livregiment. Han holder af etikette. Han har for eksempel sjældent slået børnene som små, og aldrig uden en god forklaring. Han bander af princip, når der er landskamp, men sænker ellers stemmen, når han bliver hadefuld – hvilket han bliver oftere, end han kan huske. De voksne børn, Joachim og Margrethe, har således pli. De konverserer deres far lavt og klædeligt. Hæver Porsen med mellemrum og udbringer en skål for monarkiet og ”absent friends” – her i blandt Mor på anstalten. Det ligner til forveksling noget, der er blevet rart med tiden. Men der er noget nedvendt over børnene. Noget nedvendt og indavlet og måske også svagt begavet – og de er begge to over tredive. Det virker ikke rigtigt. Kun lufttæt og totalitært. I dette hjem starter vores historie.

Idealerne kortslutter, da Prinsen søger tilflugt netop her. Som ved et besøg fra en usandsynlig civilisation, bliver den lille familie spændt ud mellem eufori og desillusion. Familien mutterer langsomt, mens Prinsen proklamerer, at han vil almindeliggøre sig. Han vil åbne en køreskole, og ha’ børn med en bredrøvet kvinde af eget valg. Sønnen ser en frihedskæmper i Prinsen, en beslægtet, der ringeagter det, han kommer af, og så kan han li’ at rode med biler. Datteren, der har fået at vide, at hun har nedarvet sin mors svage nerver, ser et anslag mod den tryghed, der trods alt ligger i at være en nedgroet ulykkelig enhed. Faren derimod, ser sit livs chance for at avancere familienavnet. En hypotese spirer i ham, mens han kigger på sin datters røv: Det ku’ være hende. Det ville gøre ham til morfar, og barnet til landets næste kronarving!

Et sted langt væk kører fjernsynet med en grådkvalt Poul Jørgensen. Katastrofen er nu en realitet. En eftersøgning sættes i gang, mens hofmarskalen antyder noget om Osama og om at ramme en nation, der hvor det gør allermest ondt.

Dagen skrider frem. Der hældes på Prinsen. Faren lufter sine tanker, høfligt og velargumenteret. At befrugte Margrethe og videreføre sig i middelklassen ville være et uigenkaldeligt og ærefuldt signal til sit bagland. Gennem snapsetågerne kan Prinsen godt se farens pointe, og selv om ingen har spurgt den glade giver, Margrethe, vil hun da ikke afvise tanken, så længe det er i familiens tjeneste – hvis nogen spurgte hende, forstås. Men i sønnen er uddriften vakt. Han har ligesom Prinsen en drøm om at derangere, at besudle sig et sted i værkstedskvarteret på Rentemestervej. Han foreslår Prinsen at springe middelklassen over – ”… det er det værste sted at strande” – og sammen med ham, sætte kurs direkte mod bunden.
Faren mener ikke, at det ene udelukker det andet, og som alternativ kunne Prinsen lade sig adoptere af ham – han vil jo bare gerne hjælpe – og i øvrigt burde sønnen skamme sig. Sønnen mener, han har skammet sig hele livet. Margrethe bliver sendt i køkkenet efter flere madder. Det begynder at blive rigtig ubehageligt. Kampen mellem Far og Søn, og ulykken i Prinsen og Margrethe, trænger gennem alle sprækker, og da politiets helikoptere begynder at cirkulere, er familiens eventyr pludselig blevet alt for autentisk.
Det flår i det lille selskab, og det er for sent at tilbagekalde bryllupsgæsterne, da Margrethe endelig træder i karakter og foretager den afgørende handling. Hun byder sig til i fredens, fordragelighedens og familiens borgerlige navn. Prinsen fuldender, hvad han har startet, og fikserer sig i middelklassen, på bordet blandt marinerede sild og Wiinblad-platter. I et hjørne resignerer sønnen stilfærdigt med sin drøm om at gå til grunde: ”Det ku’ ha’ været godt. Bare os to og et par Hong-Kong-ludere i Nord-vest”.
Det er slut. Prinsen knapper til. Ikke specielt glad, faktisk skamfuld og fuld af bondeanger, men han gjorde det. Han foretog det endelige mønsterbrud, og deklasserede sig. Faren, der nu kalder sig svigerfar, ser lyst på fremtiden, ” – og skam er i øvrigt en vigtig del af det at være menneske”.
Helikopternes lyskanoner har fæstnet sig, og vælter nu ind ad vinduerne, mens en forhandler gi’r hals i en megafon. Prinsen vil afblæse aktionen, og informere offentligheden om sit nye liv. Datteren takker for besøget og ”kom snart igen, vi griller på fredag”. Faren gir våde kærlige kys.
Prinsen takker for gæstfriheden, og går ud i lyset. Et øjeblik af tro, før skyderierne begynder.
En middelklassefamilie i Dragør bliver jævnet med jorden. Alt henlægges i ruiner, så stilhed, stilhed, stilhed. Så en moders sang under murbrokkerne. Af asken rejser sig en middelklasse-kvinde så stolt – og i maven gror Den Førstefødte.

Medvirkende:
Claus Bue
Pelle Koppel
Per Scheel-Krüger
Anne Steensgaard

Manuskript: Jakob Weis
Instruktion: Per Smedegaard
Scenografi: Edward Pierce
Idé: Per Scheel-Krüger