DENISOVA 11 TALK

Kom til talk med evolutionsforsker Trine Kellberg Nielsen og dramatiker Joan Rang Christensen på Teater Grob.

Forskningen har fundet vej til de skrå brædder, når Johns Teater inddrager banebrydende evolutionsforskning i forestillingen Denisova11 på Teater Grob. Kom og hør hvordan når dramatiker Joan Rang Christensen og forsker Trine Kellberg varmer op til aftenens forestilling med en snak om menneskets evolutionshistorie, den nyeste forskning i neanderthalere og denisovamennesket, og om hvilken revolutionerende rolle den teknologiske udvikling har haft på området. Videnskaben kender til mindst 8 forskellige menneskearter, som har levet på jorden, men kun os, homosapiens, er tilbage i dag. Uddøde de øvrige arter ved naturlig selektion eller udryddede vi dem alle? Kom og hør videnskabens svar.
Aftenens program:

kl. 18 Teatret og baren åbner
kl. 19: Trine Kellberg i samtale med Joan Rang Christensen
Kl. 20: Forestillingen starter – DENISOVA 11

Arrangementet er gratis for folk med billet til aftenens forestilling. Du kan købe billetter her: https://www.grob.dk/forestilling/denisova-11-3/
OBS: Hvis du har billet til en anden aften, men gerne vil komme og høre talken, er du velkommen til at skrive dig op til en plads på nedenstående link: https://form.jotform.com/221022413438342

Om talerne:

Trine Kellberg Nielsen er Ph.d. og lektor i Forhistorisk Arkæologi på Afdeling for Arkæologi og Kulturarvsstudier, Aarhus Universitet. Hun er desuden Neandertaler- og Denisovaner ekspert og forskningsleder på NeanderEDGE projektet der undersøger Neandertalernes nordligste udbredelsesgrænse. Trine har i de seneste år blandt andet arbejdet som postdoc på Neanderthal Museum og ved Köln Universitet i Tyskland, samt som projektleder på Moesgaard Museums Neandertaler særudstilling i 2020-2021.

Joan Rang Christensen er uddannet dramatiker fra dramatikeruddannelsen i 2004 og har skrevet tekster til over 45 skuespil og hørespil, herunder den anmelderroste VINGER, der spillede på Teater Grob i 2016. I 2013 stiftede hun Johns Teater, som producerer teaterforestillinger baseret på etnisk og kønsmæssig ligestilling, og i 2021 åbnede hun forlaget Deus Ex Machina, som udgiver dansk samtidsdramatik i bogform.

Flere forestillinger på GROB