Fahads Forsamlingshus 14/11

Afghanistan – hvad nu?

“Enten er du med os, eller også er du imod os.”De famøse ord, foranlediget af fire kaprede fly der kostede 3.000 mennesker livet og omkalfatrede verden, har en helt anden betydning i dag.Konsekvenserne af 9/11 og den krig mod terror, som fulgte, har været enorme. Ikke mindste for det afghanske folk. Hundredtusindvis af mennesker har mistet livet, siden USA og dets allierede invaderede Afghanistan for at fange Osama Bin Laden og fjerne Taleban-regimet, som havde givet Bin Laden og al-Qaeda et tilflugtssted.

I dag 20 år senere har vi forladt Afghanistan og afghanerne, og Taleban har generobret magten. Men hvordan kunne det komme dertil? Hvad kommer Talebans magtovertagelse til at betyde for Afghanistan, og hvilket verdensbillede er vi efterladt med? Hvad ved vi overhovedet om det afghanske folk, som har været underlagt andres vilje i årtier?

Denne eftermiddag har Fahads Forsamlingshus inviteret dokumentarist Nagieb Khaja, seniorforsker Mona Sheikh og forperson for Rapolitics Manilla Ghafuri til en debat om den aktuelle situation i Afghanistan, om Taleban dengang og nu, om kvinders rettigheder, journalisters arbejdsvilkår og ikke mindst om de civile afghaneres historie.

Kom med i et moderne forsamlingshus, hvor du får mulighed for at deltage i debatten og for at se dine egne blinde vinkler i øjnene.

Om talerne

Nagieb Khaja er journalist og dokumentarist. Han er netop kommet hjem efter en reportagerejse til Afghanistan. Han har bl.a. skrevet bogen »Historien der ikke bliver fortalt« (2013) om, hvad krigen mod Taleban har betyder for civile afghanere

Mona Sheikh er seniorforsker og enhedsleder på DIIS. Hun er ekspert i den pakistanske Talebanbevægelse, militant jihadisme i Afghanistan og al-Qaeda og Islamisk Stat i Sydasien. Hendes nuværende forskning fokuserer på dynamikkerne bag transnationaliseringen af jihad og konfliktløsning, herunder spørgsmålet om at forhandle med jihadistiske aktører.

Manilla Ghafuri er forperson for Rapolitics, dansk-studerende, aktivist og undervisningsformidler. Hun har siden 2015 beskæftiget sig med flygtninge, primært afghanske flygtninge. Har holdt adskillige politiske og kulturelle arrangementer for at bygge bro mellem det afghanske og det danske. Derudover har hun været en del af flygtningebørn.dk’s redaktion, hvor hun har været med til at udvikle undervisningsmateriale.

Køb billet her

Flere forestillinger på GROB